Hormonsystemets anatomi
Som nævnt styres kroppens utallige funktioner også af de endokrine kirtler eller hormonsystemet. I lighed med nervesystemet tilpasser hormonerne kroppen til både det indre og ydre miljø. Nervesystemet og de endokrine kirtler samarbejder fysiologisk og anatomisk. Det sker i det område i vores hjerne, der hedder hypothalamus.
I modsætning til nervesystemet, der har en hurtig reaktion, er de endokrine kirtler langsommere, men alligevel målrettede og specifikke i deres arbejdsform. Hvor nervesystemet sender beskeder ved hjælp af elektriske impulser, benytter hormonkirtlerne signalstoffer, de såkaldte hormoner.