Anatomi-fysiologi Side med e-learning i anatomi fysiologi og sygdomslære

Nervesystemets fysiologi. »  Nervesystemets funktion eller fysiologi kan også inddeles i en bevidst og en ubevidst virkemåde. Når man bevæger armene, benene osv., er det det bevidste nervesystem, der tager affære, imens reguleringen af de indre organer er uden for bevidstheden (man er f.eks. ikke bevidst om tarmenes bevægelser). Det er en uendelige række reaktioner af både bevidst og ubevidst karakter, der holder kroppen i en perfekt balance, hvis vi ellers er sunde og raske.

Mere om nervesystemets anatomi. »  Nervesystemets anatomiske hovedkvarter er hjernen og rygmarven, der tilsammen udgør centralnervesystemet. Fra både hjerne og rygmarv udsendes der et fletværk af nerver til hele organismen. Dette anatomiske fletværk kaldes det perifere nervesystem. Det perifere nervesystem består anatomisk af sensoriske nerver, der bringer påvirkninger/impulser til rygmarv og hjerne, og motoriske nerver, hvorigennem centralnervesystemet sender ordrer til kroppen.

Mere om nervesystemets anatomi. »  Nervesystemets anatomiske hovedkvarter er hjernen og rygmarven, der tilsammen udgør centralnervesystemet. Fra både hjerne og rygmarv udsendes der et fletværk af nerver til hele organismen. Dette anatomiske fletværk kaldes det perifere nervesystem. Det perifere nervesystem består anatomisk af sensoriske nerver, der bringer påvirkninger/impulser til rygmarv og hjerne, og motoriske nerver, hvorigennem centralnervesystemet sender ordrer til kroppen.

Hormonsystemets anatomi. »  Som nævnt styres kroppens mange funktioner også af de endokrine kirtler. I lighed med nervesystemet tilpasser de kroppen til både det indre og ydre miljø. Nervesystemet og de endokrine kirtler samarbejder fysiologisk og anatomisk. Det sker i det område i hjernen. der hedder hypothalamus. I modsætning til nervesystemet, der har en hurtig reaktionsevne, synes de endokrine kirtler at være langsommere, men alligevel målrettede i deres arbejdsform. Hvor nervesystemet sender beskeder ved hjælp af elektriske impulser, benytter de endokrine kirtler signalstoffer, de såkaldte hormoner.

Anatomi: Hormonerne afgives til blodet.  »  Fra de endokrine kirtler afgives hormonerne direkte til blodkredsløbet, der fører dem til deres bestemmelsessteder. Hormoner er fysiologisk kemiske stoffer med signalevne, og det betyder, at de kan påvirke kroppens celler i hensigtsmæssig retning. Der findes mange forskellige hormoner. Nogle forbereder kroppen på kulde, varme, sult og stress. Andre modvirker infektioner og blødninger eller afhjælper væskemangel. Desuden har vi kønshormoneme, der styrer og kontrollerer formeringen, herunder dannelsen af æg- og sædceller. Også graviditet, fødsel og mælkedannelse i kvindens bryster reguleres via en lang række hormoner. De endokrine kirtler omfatter anatomisk hypofysen, pinealkirtlen, skjoldbruskkirtlen, biskjoldbruskkirtleme, binyrerne, en del af bugspyddrtlen, testiklerne, æggestokkene og moderkagen, der dannes under graviditeten.

Kredsløbssystemets anatomi .  »  Kredsløbssystemet omfatter anatomisk blodkredsløbet, hjertet og lymfesystemet. Blodkredsløbet er et netværk af rør, der er knapt 100.000 km langt. Det er dette netværks anatomiske opgave at føre blodet ud til alle dele af kroppen. Hjertet er anatomisk en pumpe, der driver blodstrømmen af sted; blodet er således hele tiden i bevægelse. I arterierne foregår bevægelsen væk fra hjertet og i venerne mod hjertet. Den store legemspulsåre (= aorta) er kroppens største arterie. Den fører iltet blod ud til kroppen via det store kredsløb. Aorta forgrener sig anatomisk i mindre og mindre arterier, der til sidst fletter sig ud i de ganske små kapillærer. I kapillærerne foregår den udveksling, der er en forudsætning for cellernes ernæring og renovation. Efter endt udveksling samler det afiltede blod sig i små vener, der løber sammen til større vener, som til sidst munder ud i hjertet. Venerne er tyndvæggede og udstyret med veneklapper, der forhindrer blodet i at strømme baglæns. Efter en tur igennem det lille kredsløbs anatomi til lungerne er blodet atter iltet. Forløbet gentager sig ved, at blodet endnu en gang - via aorta - sendes ud i det store kredsløb.

Lymfesystemets anatomi.  »  Lymfesystemet kan anatomisk beskrives som et kredsløb med indskudte filtre. Lymfekredsløbet understøtter blodkredsløbet ved at fjerne overskydende vævsvæske. I kapillærerne udveksles stofferne opløst i væske. En del af denne væske når imidlertid ikke tilbage til kapillærerne, og der sker derfor en ophobning i vævene. Dette overskud (lymfen) fjernes gennem lymfekarrene, der ligger som små drænrør langs kapillærerne. Lymfen strømmer til større lymfekar, der fører lymfen til venerne ved roden af halsen. Dette sker fortrinsvis igennem mælkebry stgangen, der ligger foran rygsøjlen dybt inde i kroppen. Inden overskuddet af vævsvæske på denne måde leveres tilbage til blodet, har lymfen passeret en eller flere lymfeknuder. Lymfeknuderne er indskudt som filtre i lymfekredsløbet, og de sidder, så de kan føles, i lyske, armhule og hals. Desuden findes de i knæhase, albuebøjning og som dybtliggende lymfeknuder omkring de indre organer. Lymfekredsløbet varetager også transport og optagelse af fedtstof fra tarmsystemet, og sammen med lymfeknuderne deltager dette kredsløb i kroppens forsvar (immunapparat).

Fordøjelsens anatomi.  » Når man tager en bid brød og tygger den, frigøres der spyt fra spytkirtlerne. Spyttet indeholder slimstof og et fordøjelsesenzym. Et fordøjelsesenzym er et stof, der fremmer nedbrydningen af næringsstofferne. Når maden synkes, glider den igennem svælget ned i spiserøret, der nærmest "malker" maden videre ned imod mavesækken. Mavesækken fungerer anatomisk som lager for maden, der her tilsættes endnu et fordøjelsesenzym. Mavesækken tømmer sig ud i tolvfingertarmen, der er det første stykke af tyndtarmen. I tolvfingertarmen tilsætter bugspytkirtlen maden bugspyt, der indeholder en række fordøjelsesenzymer. Desuden iblandes der galde, som er fabrikeret i leveren. Galden spiller anatomisk og fysiologisk en rolle ved fordøjelsen af fedtstof. På den videre færd igennem tyndtarmen fordøjes maden yderligere, således at de nedbrudte næringsstoffer kan optages til blodet. Fra tyndtarmen glider de ufordøjelige rester over i tyktarmen, der anatomisk og fysiologisk har til opgave at optage overskydende væske fra afføringen. På denne måde genbruger kroppen væske og sørger for, at afføringen får den rette konsistens. Afføringen oplagres i endetarmen, indtil den afleveres igennem anus. Som det fremgår, foretager føden en lang rejse igennem fordøjelsessystemet. Formålet er at spalte/fordøje føden, så den kan passere fra tyndtarmen til blodet. De bestanddele i kosten, som kroppen ikke kan bruge, udskilles til sidst som afføring.

Lunger og luftvejes anatomi.  »  Når vi trækker vejret igennem næsen eller munden, fortsætter indåndingsluften igennem svælget og struben til de nedre luftveje. I struben sidder stemmebåndene, som, når udåndingsluften passerer, kan danne lyde. Lydene formes derefter af tungen til tale. Næste del af luftvejenes anatomi er luftrøret, der er ca. 10 cm langt. Et stykke nede i brystkassen deler det sig anatomisk i to hovedbronkier, en til hver lunge. Når hovedbronkierne kommer frem til lungerne, deler de sig igen og igen. Med andre ord opdeles de i mindre og mindre bronkier – for til sidst at ende blindt i de mikroskopiske alveoler. Alveolerne er anatomisk indåndingsluftens bestemmelsessted, og det er her, blodet iltes og afgiver sit indhold af kuldioxid. Den frigjorte kuldioxid tager derefter turen den modsatte vej sammen med udåndingsluften. Mellemgulvet (diaphragma) og ribbensmusklerne er anatomisk de mekaniske drivkræfter i åndedrætsbevægelserne. Når de aktiveres og derved sammentrækkes, udspiles lungerne, og indåndingsluften strømmer ind. Når de afslappes, falder lungerne tilbage til udgangsstillingen, og udåndingsluften blæser ud.

Urinorganernes anatomi.  »  Når kroppen omsætter næringsstoffer, dannes der en række affaldsstoffer. Disse affaldsstoffer afleveres til blodet og filtreres fra i nyrerne for at forlade kroppen med urinen. De to nyrer er anatomisk placeret højt i lænden ud for de nederste ribben. Fra hver nyre løber en urinleder ned til blæren, der anatomisk ligger i bækkenet. Her opbevares urinen midlertidigt. Når blæren er fyldt, tømmer den sig gennem urinrøret, der hos kvinden anatomisk er en ganske kort kanal og hos manden et langt S-formet rør. Den metode, som nyrerne fysiologisk anvender, når blodet skal renses, er ret fascinerende. Når blodet strømmer ind i nyrerne, bliver det straks ført ind i små nøgler af kapillærer. Disse nøgler er så små, at de kun kan ses i et mikroskop. Et sådant nøgle kaldes glomerulus, hvilket på latin betyder "en lille kugle". Kuglen eller nøglet er knyttet til en dobbelt hinde, der fortsætter i et rør. Blodet renses nu ved, at det bliver filtreret igennem denne hinde, og begyndelsen til urin løber derefter ned i det lille rør. Fra røret genoptages imidlertid alt, hvad der har værdi, til blodkredsløbet. Både gode og dårlige stoffer filtreres fra, men de gode genbruges, og kun affaldsstoffer og andre stoffer, der findes i overskud, ender i den færdige urin. På grund af disse færdigheder er nyren også regulator for kroppens væske- og saltbalance samt for surhedsgraden (pH).

Sanseorganernes anatomi.  »  Sanseindtryk fra både omverdenen og kroppens indre miljø opfanges af de forskellige sanseorganer. Herefter føres de igennem sensoriske nervebaner til forskellige centre i hjernen. Indenfor anatomien taler man traditionelt om de "fem sanser": Syn, hørelse, lugt, smag og følelse. Med følelse mener man mange ting, idet der findes sanseceller for både tryk, smerte, kulde, varme og ligevægt.

Kvindens kønsorganer og deres anatomi.  »  De kvindelige kønsorganer ligger anatomisk for hovedpartens vedkommende nederst i bækkenet. De to æggestokke beskrives anatomisk som værende på størrelse med svesker, glatte og beliggende i hver sin side af bækkenhulen. Æggestokkene har forbindelse til den frynsede tragt for enden af begge de to æggeledere. Slimhinden i æggeledernes indre er dækket af fine fimrehår. En gang om måneden løsner æggestokken hos den kønsmodne kvinde et æg, der gribes af æggelederens frynsede tragt. Fimrehårene tager sig kærligt af ægget og fører det frem mod livmoderen. Livmoderen beskrives anatomisk som hul og som havende form og størrelse som en pære. Væggen i livmoderen er anatomisk opbygget af et tykt lag glat muskulatur, der under graviditeten kan udvide sig enormt. På livmoderens inderside er der en slimhinde. Denne slimhinde gennemløber en månedlig rytme, der benævnes menstruationscyklus. Omkring tidspunktet for ægløsningen er slimhinden tyk og svampet og dermed parat til at modtage ægget. Sker der imidlertid ingen befrugtning af ægget, afstødes slimhinden, og der kommer en blødning, menstruation. Menstruationen indtræder ca. 14 dage efter ægløsningen; ægløsningen foregår med andre ord midt i menstruationscyklus. Den nederste smalle del af livmoderen, livmoderhalsen, har forbindelse til den øverste ende af skeden. Skeden er anatomisk et muskelrør, der på indersiden er beklædt med en slimhinde. Røret er ca. 10 cm langt og går ud igennem bækkenbunden, hvor det ender mellem skamlæberne bag urinrørets åbning og foran endetarmens åbning. Æggestokkene er anatomisk også endokrine kirtler, idet de danner kvindens to kønshormoner, østrogen og progesteron.

Anatomi: Mandens kønsorganer.  »  Testiklerne er anatomisk glatte legemer på størrelse med blommer. De er placeret i en hudfold, pungen. De indeholder en masse snoede sædkanaler, som udmunder i bitestiklerne. De to bitestikler er beliggende oven på testiklerne, og herfra går sædlederne igennem lyskekanalerne ind til bækkenhulen. Sammen med udførselsgangene fra de to sædblærer passerer sædlederne derpå gennem blærehalskirtlen og udmunder i urinrøret. Sædcellerne har en vis lighed med små haletudser og er opbygget af hoved og hale. Sædcellerne dannes i testiklernes sædkanaler og føres til bitestiklerne. Her modnes de for bl.a. at opnå bevægelighed. Igennem sædlederne går turen derefter til sædblærer og blærehalskirtel, hvor der tilsættes væske. Når væske og sædceller blandes, har vi det færdige produkt, sæden, og den er nu klar til at udtømmes igennem urinrøret. Penis er anatomisk opbygget med nogle svampede legemer. Når de fyldes med blod, rejser penis sig – dvs. bliver større og stiv. Herved bliver det muligt at indføre den i skeden. Testiklernes endokrine funktion består i at producere det mandlige kønshormon, testosteron.

Bevægeapparatets anatomi.  »  Grundlaget for bevægelsesevnen er muskulaturen og dens anlæg for at kunne trække sig sammen. Man kan inddele menneskets bevægelser i ubevidste og bevidste. De ubevidste bevægelser knytter sig til den glatte muskulatur i en lang række indre organer og til den specielle hjertemuskulatur. De bevidste bevægelser ses i skeletmuskulaturen, der hæfter sig til knoglerne. Da knoglerne danner indbyrdes forbindelser i form af led, er der mulighed for at bevæge kroppen. Bevægeapparatets anatomi kommer på denne måde til at bestå af skelet, led og muskler. Skelettet støtter/afstiver kroppen, danner hæfte for musklerne og beskytter de indre organer. Desuden deltager knoglemarven i produktionen af blodceller. Da knoglerne er opbygget af bl.a. kalksalte, fungerer de som kroppens lager af kalk. Led er anatomisk forbindelsen imellem to eller flere knogler. Leddene hængsler derved knoglerne sammen i skelettet. Led inddeles i ægte og uægte led, hvoraf de ægte led har den største bevægelighed. Eksempler på ægte led er albue-, knæ-, hofte- og skulderled. Af uægte led kan nævnes forbindelserne imellem kranieknoglerne, symfysen der samler bækkenets skamben og leddene imellem ryghvirvlerne. Skeletmusklernes træk i knoglerne giver kroppen bevægelse. En muskel kan kun trække sig sammen, ikke skubbe. Men når de arbejder parvis, vil den ene muskel trække knoglen frem, og den anden hale knoglen tilbage, hvilket giver mulighed for en mængde forskellige bevægelser.