Hvor kommer anatomien og fysiologien fra?

Det ældste udtryk for anatomisk viden kan vi se på hulemalerier og i billedskærerarbejder fra før vor tidsregning; de er nemlig meget præcise i deres gengivelse af menneskekroppen.

Også de gamle ægyptere udviste en betragtelig viden om kroppen; en viden de oparbejdede gennem balsameringer og offerritualer. De var desuden i stand til at lave relativt avancerede kirurgiske indgreb.

Det er imidlertid antikkens Grækenland, der har æren for anatomiens og fysiologiens egentlige opståen som videnskab. At de gamle grækere vidste noget om overflade-anatomi, kan man den dag i dag forvisse sig om ved at betragte græsk skulptur. Grækerne kunne også udføre en hel række operationer, f.eks. var de ikke blege for at foretage en trepanation (= operativ åbning af kraniet).

Aristoteles og Hippokrates er de to store navne fra denne periode. Aristoteles (384-322 f.v.t.) var grundlægger af den komparative anatomi, men han foretog formentlig aldrig en dissektion på et menneske; i stedet anvendte han dyr. Hippokrates (ca. 460-377 f.v.t.) arbejdede ud fra en mere kirurgisk synsvinkel i praksis – i forbindelse med benbrud og ledskred. Han udførte formodentlig også dissektion. Efter Aristoteles’ død overtog ægyptiske lægeskoler i Alexandria den græske tradition. Her opstod en egentlig anatomisk disciplin, hvor man udførte offentlige dissektioner på menneskelegemet.

I Roms storhedstid fandtes der en lægeskole i hovedstaden, og her gik man i gang med en systematisk beskrivelse af knogler og organer. I det 2. årh. efter vor tidsregning var den græsk-romerske læge Galen (ca. 130-200) den dominerende. Hans arbejde blev grundlaget for europæisk viden om anatomi i de næste 1.400 år. Ja, hans viden overlevede endda den mørke middelalder, hvor al videnskabelig aktivitet næsten ophørte.

Renæssancen er kendetegnet ved etablering af store italienske universiteter og lægeskoler. Bologna var et af de steder, hvor man stadig underviste efter Galen uden at sætte spørgsmålstegn ved hans skrifter. Leonardo da Vinci (1452-1519) var en af tidens største personligheder, både som kunstner og anatom. Han udførte nogle utroligt præcise anatomiske illustrationer.

I denne periode kan Danmark også bryste sig af dygtige anatomer, bl.a. Thomas Bartholin (1616-80). Det var på Det anatomiske Teater i København, at han opdagede lymfekar-systemet.

Englænderne drev ligeledes anatomisk videnskab. Her gik man i gang med dissektion i slutningen af det 15. årh. I starten anvendte man lig af henrettede kriminelle. Lægerne ville på dette tidspunkt ikke nedværdige sig til at dissekere, men satte i stedet bartskæreren til at udføre arbejdet. Ud over skægragning foretog bartskæreren mindre kirurgiske indgreb – og altså også dissektion.

Men tiderne ændrede sig. I 1628 opdager William Harvey (1578-1657) kredsløbet, kirurgien udvikles, og dissektion blev mere udbredt.